Søren Kierkegaard (1813-55) udgav i maj 1849 under eget navn tre gudelige taler, Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, og i november samme år tre altergangstaler: ”Ypperstepræsten” – ”Tolderen” –”Synderinden”.Begge skrifter hører til den opbyggelige produktion, men fremviser i øvrigt betydelige forskelle. Hvor de tre gudelige taler i billedmættet prosa priser skaberværket og udpeger tavshed, lydighed og glæde som menneskets mulige mødesteder med det guddommelige, dér kredser altergangstalerne teologisk reflekteret om stedfortrædelsens betydning, selvbedragets dialektik og omvendelsens forvandling af subjektet.
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, som Kierkegaard udgav i maj 1849 under pseudonymet H.H., består af to tematisk forbundne skrifter. Det første omhandler forskellen mellem et geni og en apostel, det andet reflekterer over, hvorvidt et menneske har lov til at lade sig slå ihjel for sandheden og derigennem påføre sine mordere moralsk og religiøs skyld.
Sygdommen til Døden, som Kierkegaard udgav i juli 1849 og med Anti-Climacus som skriftets officielle forfatter, regnes med rette for et af den moderne tids teologiske hovedværker. Menneskets sammensatte væsen og gådefulde bortvendthed fra sig selv og sin skaber udgør nogle af de gennemgående temaer i dette dybe og righoldige værk, der indkredser fortvivlelsens forskellige former og forbinder menneskets syndighed med dets modvilje mod at ville være sig selv.
Det ledsagende kommentarbind indeholder grundige beskrivelser af førstetryk og manuskripter med billeder heraf samt redegørelser for værkernes tilblivelseshistorie og udgivelsesmåde. I kommentarerne forklares omhyggeligt alle ord og sagforhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige i Kierkegaards tekst. Kommentarbindet gør denne nye udgivelse til den mest brugervenlige udgave af Kierkegaards skrifter.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar