Fornuft og åbenbaring i Oplysningstiden.
Den 28. april 1772 besteg Johan Friedrich Struensee skafottet på Østerfælled. Siden da er der blevet skrevet utallige beretninger om hans liv og virke, hvor en af de første var den, som præsten ved Skt. Petri Kirke i København, Balthasar Münter, udgav om sine samtaler med Struensee i fængslet på Kastellet. Denne beretning om Struensees angivelige omvendelse, der var en bestseller i datidens Europa, er hidtil ikke blevet analyseret. Det bliver den imidlertid i dette værk, der ligeledes indeholder en ikke tidligere oversat satirisk artikel, som Struensee offentliggjorde, mens han endnu var læge i Altona. Glebe-Møller påviser, hvordan Balthasar Münters beretning kan ses som udtryk for et sammenstød mellem den kirke- og religionskritiske franske Oplysning og den samtidige tyske, som med kun få undtagelser forholdt sig positivt til både kirke og religion. Hvor Struensee fuldt og helt delte den franske, antireligiøse Oplysnings idealer, var Balthasar Münter en typisk repræsentant for Oplysningen i den tyske variant. I Struensees vej til skafottet tegnes der et nuanceret billede af Oplysningstiden i det 18. århundrede. Samtidig påpeger forfatteren, hvordan en kildekritisk tilgang lægger op til overvejelser om, i hvor høj grad man kan stole på Münters beretning om sine samtaler med Struensee og om Struensees omvendelse. På ét plan kan man dog under alle omstændigheder betragte Münters beretning som pålidelig: Den afspejler ganske præcist konflikten mellem den fransk inspirerede Oplysning, hvor kritikken af den kristne tradition spillede en afgørende rolle, og den samtidige tyske. Via en god formidlingsevne formår Glebe-Møller i dette værk at puste nyt liv i et stykke danmarkshistorie, hvor temaer som tro og tvivl, fornuft og religion - ligesom i dag - kunne bringe sindene i kog.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar