“Kun for at blive fundet igen”, er en følelse, jeg kender fra min barndom.Følelsen formede sig til en tanke, når jeg som barn, sad i mørket under trappen i opgangen. Jeg sad der, fordi jeg var flygtet ud af lejligheden for at undgå min fars vrede, og var nødsaget til at gemme mig et sted, hvor jeg var sikker på, at han ikke ville finde mig.Når jeg sad trygt i mørket under trappen, så drømte jeg om, at jeg havde kærlige forældre, som ville lede efter mig. Jeg havde ikke kærlige forældre, og der var aldrig nogen, som ledte efter mig. Når mine erfaringer fortalte mig, at det var trygt at komme frem igen, så kravlede jeg ud fra min tryghed.Den største del af min barn- og ungdom voksede jeg op i et patriarkat, hvor det at vise følelser var lig med svaghed. Så følelsen af kærlighed, tryghed og omsorg i min opvækst var ikke-eksisterende.Hvordan kan det så være, at jeg kan få mig selv til at udgive en digtsamling, som netop omhandler de følelser?Det bunder i, at jeg mødte kvinden i mit liv, som gav mig troen på og modet til, at jeg som mand godt måtte vise mine følelser.Denne digtsamling er min måde at hylde den kærlige, omsorgsfulde og støttende kvinde, min kone.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar