Kulturradikal musik kan forstås som moderne musik, der har en konkret anvendelse for øje og dertil er indeholdt et frigørende perspektiv. Det kan være noget med jazz, noget med Josephine Baker og noget med viser skrevet af Poul Henningsen, men det er også meget andet og mere end det.
I 1920’erene var kulturradikalismen en bred bevægelse, der organiserede sig omkring tidsskrifter og organisationer som Clarté, Kritisk Revy, Studentersamfundet, Mondegruppen og Forsøgsscenen. Udgangspunktet var et åbent samarbejde mellem en række grupper på den kulturelle venstrefløj, der også faldt sammen med dele af den intellektuelle, politiske venstrefløj. I Kulturradikalismens musik undersøger forfatteren mellemkrigstidens kulturradikalisme med særligt henblik på forholdet mellem kulturradikalisme og musik.
En af de helt centrale arenaer for kulturradikal musik i 1930’erne var musikalske bidrag til aktuel og engageret scenekunst. Det omfatter såvel det folkelige, politisk engagerede teater i form af revy, kabaret og agitpropteater som forestillinger på etablerede teatre. Den bagvedliggende problembevidsthed var afgørende for de kulturradikale musikformer som teatermusik, revymusik, filmmusik, undervisningsmusik og sammenspilsmusik. PH-revyerne, Danmarksfilmen, Lulu Zieglers kabaretkunst samt forestillinger på Riddersalen og Det Kongelige Teater spillede en hovedrolle. Også Kjeld Abells revykomedier, ikke mindst Dyveke med viser af Poul Henningsen, heriblandt den centrale ’Man binder os på mund og hånd’, og Danmarksfilmen, der fik premiere i 1935, kan nævnes i denne sammenhæng tillige med komponisten og musikpædagogen Bernhard Christensen samt komponisten Knudåge Riisager, der til og med 1930 betegnes som en af de mest centrale, kulturradikale komponister.
Kulturradikalismens musik er på en gang et stykke musikhistorieskrivning og en bredere kulturhistorie.
Michael Fjeldsøe er lektor, ph. d., ved Afdeling for Musikvidenskab, Københavns Universitet.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar