Den fænomenologiske tilgang til verden – en umiddelbar oplevelse af helheder og værenstilstande – kan tage sig meget forskellig ud, især hvis man sammenligner Jean-Paul Sartre (1905-80) med Maurice Merleau-Ponty (1908-61), dvs. ’Væren og intet’ (1943) med ’Perceptionens fænomenologi’ (1945).Hvor Sartre følger traditionen fra Descartes og fokuserer på bevidstheden og qua dens amokløb (efter mening) møder ’kvalmen’ og oplever kroppen som en fremmedgørende, klæg substans, dér vender Merleau-Ponty perspektivet og ser i kroppen selve det oplevende, sansende og handlende – identitetsgivende/subjektdannende – jeg.Den fænomenologiske sfære er ikke forstandens, den refleksive bevidsthed, men den sansende og handlende: derfra udgår det jeg, der efterfølgende bliver sig selv bevidst og kan problematisere alverdens forhold. Som sådan tiltrækker Merleau-Ponty sig fornyet interesse i en kulturfase, hvor kroppen og oplevelsen er i fokus på forskellig vis, mens rationalitetens spil mere søger magt og manipulation end indsigt og afklarethed.Det eksistentielle ’selvrealiseringsprojekt’ (som om der ligger et selv og blot venter på at blive realiseret!) tager nu afsæt fra kroppen og ikke så meget fra bevidstheden, hvilket ikke er det samme som, at fornuft er blevet afløst af ufornuft, men nok at en præ-refleksiv, sanselig (og desværre ofte ganske overfladisk) oplevelsesfigur er trådt i stedet for en refleksiv erkendelsesfigur. I det spil er Merleau-Pontys insisteren på, at ”det er gennem min krop, jeg forstår andre, ligesom det er gennem min krop, jeg perciperer ’ting’”, af afgørende betydning. Kroppen er blevet tankens centrum – sådan da!
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar