Mellemdistancebomberen Heinkel He-111 dannede rygraden i Luftwaffes bombeflyseskadroner i de tidlige stadier af Anden Verdenskrig. Det var dobbeltmotoret som mange andre fly i perioden, men var også et innovativt fly i sin brug af alle metalrammer. Hovedsageligt på grund af sine to Jumo 211-motorer var den i stand til at nå en maksimal hastighed på 440 km/t og kunne transportere op til 2.000 kg bomber i dens interne læsseplads. Let at identificere på grund af den karakteristiske fuldt glaserede næse og vinge- og rorprofilerne, blev He-111 flittigt brugt under slaget om Storbritannien i 1940. Dets nøglerolle var dag- og natbombeangreb på større byer og industriområder. Under konflikten blev den konstant forbedret og opgraderet, men var blevet forældet ved afslutningen af krigen.
Yderligere information
Kommentar