Alle vil gerne have flere data: gerne på flere mennesker og helst af bedre kvalitet – men ofte er de uenige om, hvad de skal bruges til og ikke mindst, hvem de gavner. Samtidig er hele den offentlige administration og frontlinjen i velfærdsstaten ved at segne under det, som kaldes dokumentationsbyrden eller blot dataarbejde. Data er altså både det, vi kæmper med og det, vi skal bruge til at finde nye smarte løsninger. Vi er databesatte - men vi er dårlige til at vælge, hvilke data vi har behov for, og hvornår og hvordan vi skal bruge dem. Klaus Høyer, forsker i datapolitik, diskuterer i denne bog, hvordan den stigende indsamling af og arbejdet med data – ”dataintensiveringen” - påvirker vores samfund og vores forståelse af os selv og hinanden. Han argumenterer for, at databegejstringen inden for sundhedssektoren har taget overhånd, og at vi må skabe en grundlæggende diskussion af, hvordan og hvornår vi skal bruge den viden, som al den nye data giver os. Klaus Lindgaard Høyer (f. 1973) er professor og forsker i medicinske videnskabs- og teknologistudier ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Han har modtaget 14 millioner kr. fra det Europæiske Forskningsråd til at undersøge, hvordan stigende dataindsamling påvirker vores sundhedssystem.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar