Hvedekorn 1, 2017, er et dramatisk nummer – også helt bogstaveligt i betydningen teatralsk: Efter en af de få opførelser af Frank Kjørups sirligt ekspansive, såkaldt ”tragi-kosmiske” monolog Apokalypsen, med Bodil Jørgensen som ”skikkelsen”, forlangte poesi-redaktøren den skriftlige version udleveret til Hvedekorn, og lykkeligvis lod dramatikren sig overtale. Og som om det ikke var drama nok, indeholder nummeret også hele 4 sardonisk og kukket nationale sange af Line Knutzon fra mini-musicalen Syng Dansk. En af dem begynder sådan her: “Jeg ved ikke hvad jeg hedder/ kun at jeg er mellemleder/ jeg kunne hedde Knud/ men det er bare et bud”.Der vild og præcis poesi fra unge, men distingverede Hvedekornsdigtere som Signe Gjessing, Caspar Eric og den nylige romandebutant Malte Tellerup og fra lige så trofaste, men alt for ukendte, lidt og meget ældre Hvedekornsdigtere som Mette Reinhardt, Mette Damgaard og Poul Høllund. Men de allerheftigste er og bliver debutanterne, som der er tre af – så nådesløst begynder Agnes Thomsen, født 1999 og fra Esbjerg, sin debut-lavine:”Alle mine fucking nerveender/ nægter at kommunikere med mindre/ jeg lader mig forføre af alt for mange fucking/ mænd de borer og stikker og hugger/ jeg hugger mig gennem dagen som/ en udstoppet fugl, men alle mine fjer er ordnet efter/ en farveskala der hænger til tørre i kældervinduet”De høje nagler forlades aldrig: Det slutter med et ”supergalaktisk” hyldestdigt til F. P. Jac af norske Terje Dragseth og begynder med ”Et digt fra en død mand” af syriske Rana Zeid.
Omslagsillustrator: Johanne Østervang
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar