Immanuel Kant var, som alle gode filosoffer, optaget af det, vi kan vide sikker besked med, og det, vi må affinde os med en relativ viden om. Hans ”kritik af den rene fornuft” resulterede således i en skarp skelnen mellem ”tingene i sig selv”, som strengt taget ligger uden for vores erkendelses formåen, og ”tingene for os”, dvs. som de foreligger via sanserne og forstandens kategorier. Det betyder ikke, at vi overalt er henvist til usikker viden, men at vi gør os vore betingelser for erkendelse og sandhed klare. Det gælder også på moralens område, hvor vi vil fastlægge godt og ondt. Kants svar er det kategoriske imperativ. Moralske principper og værdier kan begrundes på mange måder, men vil altid afhænge af nogle bestemte forudsatte grundværdier, forankret i livs- og menneskesynet. Kant vil ikke slå ind på denne vej, men forsøger ud af fornuften selv at udlede et princip, hvormed man kan måle enhver moralsk anvisning. Dette princip, som han kalder det kategoriske imperativ, kommer derfor til at lyde således: ”Handl kun efter den maksime, om hvilken du tillige kan ville, at den bliver almen lov.” At begrunde og udvikle dette princip nærmere er, hvad Grundlæggelse af moralens metafysik – et af etikkens hovedværker – handler om. Grundlæggelse af moralens metafysik udkom første gang på dansk i 1993 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.
Omslagsgrafiker: Michael Jensen
Oversat af: Helge Nørgaard Madsen
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar