Homo sacer, IV, I.
”Hvorledes at tænke en livs-form, altså et menneskeligt liv fuldstændigt unddraget rettens greb og en brug af kroppene og verden, der aldrig konkretiserer sig i en tilegnelse. Med andre ord: at tænke livet som det, der ikke kan tilskrives noget ejerskab, men kun en fælles brug.” Det er centrale emner i Den højeste fattigdom. Klosterregler og livsform, hvor Giorgio Agamben endnu engang fascinerer og imponerer med en fortolkning af mindre belyste sider af Vestens kulturhistorie, munkevæsenet og særligt Franciskanerordenen. Her opdages en ny dimension, hvor regel og liv mister deres velkendte betydning og peger imod et tredje, som værket forsøger at drage frem i lyset. Bogen er en del af Agambens stort anlagte Homo sacer projekt.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar