Vestens undergang er selvforskyldt.
Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det er den 12. februar 2054 og Yasmin er snart 92 år gammel og går en tur igennem København, hvor hun tænker tilbage.
Barndommen i Alslev ved Varde i 60’erne og 70’erne, ungdommen i København i 80’erne og 90’erne, tiden med familien i første halvdel af 2000-tallet.
Hun tænker på hvordan hun levede et let liv, hvor hun og hendes generations behov var i centrum, og man kæmpede om at finde sin identiteten. Hun reflekterer over opløsningen af samfundets faste normer og værdier, og om hvordan pressen, politikerne, erhvervslivet, kirken alle bar en del af ansvaret for opløsningen.
Men at det jo ikke altid er en andens skyld, når tingene ikke går som men havde håbet. Hun reflekterer over, hvad det har betydet for hende, for Danmark og for vesten, at vi har sat vores tro på pause, og mere tilbedt penge og personligheden.
En samfunds kritisk fortælling der belyser det lange perspektiv, mere end den lille detalje, og forsøger at flytte tidens jagt på detaljen anskuet gennem et mikroskop til at løfte blikket og kigge med den lange kikkert mod stjerne. Bogen er et forsøg på at skabe refleksion hos læseren.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar