Asger Jorns triolektik og situlogi.
I første halvdel af 1960’erne udviklede Asger Jorn sine triolektiske modeller for bedre at kunne forstå og beskrive kunst som en selvstændig erkendelsesteori over for filosofi og videnskab. Men triolektikken er forblevet et stort set ubeskrevet blad i forståelsen af Jorns kritiske tænkning i 1960’erne. Dens nære sammenhæng med situlogien, som er en anden af hans selvopfundne teorier, er aldrig blevet beskrevet. Jørn Erslev Andersen går tæt på triolektikken og situlogien i Jorns kunstpolitiske tænkning i de vigtige år fra 1960 til 1968. Fra de sindrige teorier og polemikker mod videnskabsfilosofi i Naturens orden og Alfa og omega til opgøret med den antropologiske strukturalisme i det tungerækkende pragtværk La langue verte et la cuite.Omslagsgrafiker: Mathias Kokholm
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar